

OM MIG
Først og fremmest hej! Jeg er oprigtig glad for, at du læser med.
Jeg håber, at min historie ind i yogaen kan inspirere dig og måske gøre dig nysgerrig på, om yoga også kunne være noget for dig. I så fald vil jeg elske at dele den med dig.
Jeg hedder Lisa og er en bevægelsesglad og legende yogi. Jeg bevæger mig, fordi jeg ikke kan lade være og fordi jeg er fascineret over, hvad kroppen kan lære, når man har tillid til den og passer godt på den.
Siden mine teenageår har jeg trænet meget – alt fra løb, landevejscykling, mountainbike, styrketræning til diverse fitnesshold. Jeg var glad for det, rigtig glad. Det gav luft til hovedet, holdt mig i form, og gav mig afløb for noget af den energi, jeg havde i kroppen.
Jeg begyndte min yogapraksis i 2017, dengang som et supplement til min øvrige træning. Alligevel søgte jeg den mere fysisk krævende yoga. Jeg jagtede den høje puls og sved på panden. Jeg blev hurtigt utålmodig, hvis dette ikke var tilfældet. Jeg blev dog langsomt bedre til at acceptere præmissen – at jeg ikke behøvede at presse igennem hele tiden. Jeg opdagede, at balancen mellem det bløde og det hårde skabte en bedre harmoni i min krop. Min krop havde det bedre.
Kort tid efter opdagede jeg vinyasa yogaen. Det var en stærk yogapraksis, som var fysisk krævende og gav sved på panden. Samtidig havde den det bløde og det mindfulde element med brug af fx vejrtrækning og koncentration. I virkeligheden tror jeg det var det sidste, jeg havde allermest brug for i en travl hverdag med studie og job. I 2019 meldte jeg mig ud af fitnesscenteret, som jeg havde sværget til i mange år. Yoga gav bare mere mening for min krop og mit hoved.
Med vinyasa yogaen indtraf en anden glæde ved bevægelse. En glæde som gør, at jeg i dag ikke kun praktiserer vinyasa yoga for at holde mig i form, men fordi jeg ikke kan lade være. Det er min tid, min mulighed for at mærke mig selv, min krop og min kreativitet.
I foråret 2022 mærkede jeg lysten til at dele yogaen med andre. Det lyder som en kliché – men det er stadig sådan jeg har det. Bevægelse skal være sjovt, det skal føles godt og det skal være noget, du kan gøre i mange år. Jeg ønsker at vise dig hvordan gennem yogaen.
Som yogaunderviser er jeg blandt andet formet af to dygtige vinyasa yogaundervisere Elin Jensen og Lisa Andersson Rhodiner. I 2022 færdiggjorde jeg min certificering hos dem gennem True North Vinyasa. De har inspireret mig og pustet til min kreativitet og min nysgerrighed. Træningen hos dem har åbnet en verden for mig, som kun har bekræftet mig i, at yoga transformerer på et langt dybere plan og derfor er så meningsfuldt at dele.

